Alle bør besøge Venedig mindst en gang i deres liv. Bygget på pæle og med kanaler i stedet for veje, er Venedig på en gang romantisk og kaotisk. I de små smalle stræder iler chikke kvinder afsted på høje hæle, mens de kæmper sig frem mellem søgende turister. På kanalerne myldrer det med både i alle størrelser, gondoler og vaporettoer som er navnet på byens vandbusser. Når man ankommer i egen bil til Venedig, parkerer man på parkeringsøen Tronchetto og tager derefter en vaporetto eller en bådtaxi ind til centrum. Allerede denne kanaltur er en oplevelse i sig selv og man bliver suget ind i byens puls med det samme. Der er så meget at se og opleve i Venedig, at det kan være svært at pege noget ud, men husk også at nyde den specielle atmosfære, der er helt anderledes end i andre storbyer. Sæt jer med en kop kaffe på et af de små torve og sug til jer – det er virkelig en oplevelse, som I vil huske, når I kommer hjem fra ferie i Italien.
Markuspladsen: Når man står på Markuspladsen, omgivet af episke bygninger, duer og turister fra hele verden, kan det næste tage pusten fra én. Den store plads er et utrolig smukt og betagende syn. Der ligger flere ikoniske cafeer på pladsen, hvor man kan nyde et stykke kage og en kop kaffe, mens man lytter til levende klassisk musik – tag jer i agt – det er MEGET dyrt, men også en særlig oplevelse.
Markus Kirken: Den smukke Basilika, som også kaldes guldkirken pga. den overdådige udsmykning, har lagt navn til den berømte plads. Kirken stod færdig i 1071 og er særegen pga. af de forskellige arkitektoniske stilarter. Der er ofte lang kø for at komme ind i kirken, især om sommeren.
Dogepaladset: Denne mægtige gotiske bygning var oprindeligt hjemsted for dogerne. Disse herskede over Venedig på livstid og blev valgt af Venedigs aristokrati. Den imponerende bygning er fra 1500 tallet.
Markuskirkens klokketårn: Som også kaldes Campanilen er en del af kirken, men står for sig selv. Det næsten 100 m. høje tårn er et af Venedigs mest markante vartegn og blev oprindeligt bygget i 800 tallet. Tårnet blev dog genopbygget i begyndelsen af 1900 tallet, efter det var kollapset.
Sukkenes Bro: Denne ikoniske bro førte fra Dogepaladset til byens fængsel. Ifølge overleveringer kommer navnet fra de mange suk, som fangerne drog på vej over broen. I dag er det en yndet sted, at få taget romantiske fotos med sit hjertes udkårne – hvis man kan komme til…
Rialtobroen: Herfra kan I nyde udsigten ned af Canal Grande og shoppe i de mange turistboder, der sælger alt fra skrammel til fund.
Gondolerne: Ingen tur til Venedig uden en romantisk gondol tur på de små kanaler. Der findes utallige gondol ” holdepladser” rundt om i byen, se jer for og tjek priserne!
Man oplever faktisk bedst Venedig, ved at slentre rundt i de smalle gyder og indsnuse byens atmosfære. Det er let at finde rundt, da der overalt er skilte som f.eks. Per San Marco (til Markuspladsen) og Per Rialto (til Rialto broen).
I Venedig er man med på noderne. Især de unge indbyggere er meget elegante, kvinderne næste altid i høje hæle og mændene i jakkesæt. Derfor findes der også rigtig mange lækre tøjbutikker, med det sidste nye design. I det hele taget er Venedig en god shopping by, man skal bare lige forbi turistfælderne som sælger en masse bras og unødvendigt skrammel. Blonder fra Øen Burano og glas fra øen Murano er nogle af de mest populære souvenirs at tage med sig hjem fra en ferie i Venedig.
Der findes flere strande tæt på Venedig og om sommeren strømmer venetianerne hertil for at nyde solen og havet. Da havbunden skråner let, er strandende meget børnevenlige.
Private strande: Disse elegante strande har alt hvad hjertet kan begære. Private strandkabiner, parasoller, solstole toiletter m.m. Mod betaling kan man tilbringe en skøn dag i luksuriøse omgivelser.
Offentlige strande: De offentlige strande ligger ved klitterne San Nicoló og Alberoni. Man kan også bade fra klipperne ved Murazzi og endelig er der Blue Moon stranden, som kan nås med Vaporetto (Stop: Santa Maria Elisabetta). Her findes der både brusere og toiletter, men vær opmærksom på, at stranden ofte er meget overfyldt om sommeren.
Med en feriebolig i Venedig som ramme om jeres ferie i Italien, har I mulighed for at bo midt i den autentiske atmosfære og samtidig kombinere med skønne, afslappede dage på stranden. Hos NOVASOL kan I også leje mange andre ferieboliger i Veneto, som er det område Venedig hører til.
Lande
Regioner
Områder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få en rabatkode, som du kan bruge på din første booking!
Lad os inspirere dig til din næste ferie – modtag vores nyhedsbrev med gode tilbud på alt lige fra en hyggelig sommerhustur i vores egen baghave til nye rejseeventyr i en feriebolig rundt om i Europa.
Vi behandler dine personoplysninger i henhold til vores FORTROLIGHEDSERKLÆRING, og du kan selvfølgelig afmelde dig til enhver tid via linket i bunden af hver eneste e-mail eller ved at kontakte os.