Søger I et fantastisk swimmingpoolhus til ikke mindre end 22 personer med mange aktivitetsmuligheder både inde og ude, nær Limfjordens badevenlige strande, så er dette helt sikkert huset for jer. Her er komfort og kvalitet i højsædet. Indgangsdørene har ramper, der er ingen dørtrin og to af soveværelserne med tilhørende badeværelse er ekstra store. Det store badeværelse har et handicaptoilet og åben bruseplads. Børnefamilier vil også finde det udstyr de har brug for, sådom pusleplads, babybadekar, vaskemaskine og tørretumbler.
Glæd jer til at spille billard, bordtennis, bordfodbold, dart, kort, brætspil, playstation 4 i aktivitetsrummet. Her vil familiens gamere også være glade for LAN-stikket. Med Chromecasten kan I også nemt streame jeres underholdning.
Start dagen med en svømmetur i husets eget badeland med modstrømsanlæg. Børnene vil få mange timer til at gå med vandrutsjebanen, imens de voksne slapper af i saunaen eller spabadet.
Tilbring mange skønne timer udendørs på den 3.000 m² store, ugenerte hjørnegrund, hvor I er velkomne til at plukke en buket markblomster og frugt fra de mange frugttræer. Hyg jer og overnat i shelteren, bag snobrød ved bålstedet og benyt jer af fiskerensepladsen, hvis I har heldet med jer på fisketuren. Børnene kan boltre sig på legepladsen med legeborg, trampolin, gynger, rutsjebane, vippe, sandkasse og trehjulede cykler. I har også mulighed for at dyste i volleyball, fodbold, rundbold og kroket. Nyd en øl på eftermiddagsbænken og udsigten over det kuperede landskab. Glæd jer også til en afslappende tur i det brændefyrede vildmarksbad, hvor I kan nyde en enestående stjernehimmel uden lokal lysforurening.
Området ved Hostrup Strand har mange spændende attraktioner at besøge - f.eks. Spøttrup Middelalderborg, Jesperhus Feriepark, Frilandsmuseet Hjerl Hede, Daugbjerg Kalkgruber, B&O Museet i Struer, Nationalpark Thy, Venø med Danmarks mindste kirke og Limfjordsøen Fur, hvor I kan gå på fossiljagt og besøge Fur Bryghus & Restaurant. Området indbyder desuden til afvekslende vandre-, løbe- og cykelture, og Venø Bugt er populær blandt lystfiskere, kite- og vindsurfere. Ved stranden kan I samle friske østers og krabber til et lækkert måltid. Både Hostrup Strand og Gyldendal Strand har klart, rent badevand og egen badebro, og solnedgangen over Venø og Thyholm er helt formidabel.
Hjertelig velkommen.